Mission fuldført

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Vi har fået en frygtløs dreng. Og det kan da godt være, at der sidder nogle læsere derude og tænker, at hans forældre også er nogle vovehalse. Problemet er bare, at Thomas og jeg begge har tendens til køresyge, søsyge osv Det sætter sine begrænsninger f.eks. i forlystelsesparker. Men nu er William jo vild. Og vild med at køre i rutsjebaner. Jo vildere jo bedre.

Mens vi har boet i Madrid har vi haft årskort til Parques Reunidos. Det gælder blandt andet til to vandland, to zoologiske haver og to forlystelsesparker. Så der er mange timers underholdning i sådan et kort. Vores favorit er Warner Park, hvor vi har været et par gange. Til forældrenes held var der højdebegrænsninger på de vildeste forlystelser. Skidt for William, når man ligger i den lave ende af vækstkurven. Til sidst var der ingen vej udenom. Og som de ansvarlige forældre var vi med ham oppe at prøve både Superman og Batman. Begge dele, begge to. Thomas klarede dem begge på samme dag, men han var også så udspekuleret, at han tog Batman først. Den er med sine 40 sekunder nemlig kortest. Jeg fik det så dårligt efter Superman, at jeg måtte give op og have Batman til gode til en anden god gang.

Efter jul lykkedes det endelig. William var en glad dreng, og moren var glad for at få det overstået.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Selskabsrejsen

Oliven i lange baner

Helligtrekonger