Oliven i lange baner

Byen Jaén, som ligger i Provinsen Jaén, er kendt som Spaniens olivenoliehovedstad. Det skyldes de 65 millioner oliventræer, som producerer cirka 50% af Spaniens samlede olivenolieproduktion og 20% af al olivenolie i verden. Der bliver lavet mere olivenolie i denne provins end i hele Italien, men her er også oliventræer så langt øjet rækker.


Det spanske sprog er stadig lidt af en udfordring. F.eks. hedder oliventræ olivo, mens oliven hedder aceituna(s) og olivenolie aceite. Og for at gøre det hele endnu mere forvirrende hedder en olivenoliefabrik almazara. Det er et arabisk ord, som betyder olivenmølle, fordi olivenolie oprindeligt blev udvundet ved hjælp af en møllesten.

Vi besøgte en lokal almazara ved navn "San Francisco," som er en lille familieejet olivenoliefabrik lidt uden for byen. Nu skulle vi lære lidt om olivenolie.

I gamle dage, indtil midt firserne, blev olivenerne presset for at frigive olien, hvilket skete ved presser, som de viste, hvor olivenerne blev lagt mellem sivmåtter. I dag bruges en centrifuge, så i stedet for 15 mand kan det nu klares af to. Der er sket meget i tidernes løb, men oliventræer bliver stadig brugt som privat investering. 


En af overraskelserne ved turen var, at olivensten er god brændsel. Det meste af regionen fyrer faktisk med olivensten. Men der er ogå mange af dem, for der kan komme cirka 75 kg oliven på et træ, og når man tænker på, at området består af 65 millioner oliventræer, så er der forholdsvis mange olivensten til brænde.



Jomfru olivenolive, extra jomfru olivenolie og olivenolie. Marketing elller er der mening med galskaben?

Jomfru olivenolie er i al sin enkelthed olie, der er presset ud af oliven uden brug af kemikalier (ifølge fatter olivenolie så bliver andre olier udvundet ved hjælp af kemikalier, men ikke jomfru olivenolie, den er kun blevet presset).

Extra jomfru olivenolie er så de gode træer, der giver en bedre olie, med bedre smag. Den skal klassificeres af et smagspanel for at få titlen extra virgin olive oil.

Så er der olivenolie tilbage (romerne kaldte det lampetta, da de brugte det som lampeolie). Det er lavet af oliven fra jorden og alle de oliven, der ikke egner sig til andet, og bliver udvundet ved hjælp af kemikalier. Olien har ingen farve, men der bliver tilsat lidt jomfru olivenolie for at give det den "rigtige" farve. Efter dette tror jeg, at det bliver minimum jomfru olivenolie fremover i Casa Hansen.


Så skulle vi smage på alle de lækre olivenolier, og man kan smage forskel på, om de er lavet af grønne eller sorte oliven, men eksperter bliver vi nok aldrig.

Der er cirka tre tusind forskellige slags oliven. Dem, vi spiser, er kun nogle få. Selve høsten er ikke et problem, for oliven er meget bitre, når de er på træet, så der er ingen fare for, at fugle og andre dyr spiser dem. Det er kun, når de er blevet vasket og udblødt i saltvand, at de kan spises.

Afslutningsvis kan vi oplyse, at Spanien, som producerer 40 procent af verdens olivenolie, eksporterer 35 procent af produktionen til Italien, som videresælger det som italiensk olivenolie. Det virker som en vandrehistorie, men vi skulle hilse og sige fra pålidelig kilde, at der faktisk findes Flexitanks (specialdesignede beholdere til transport af olivenolie) til formålet, så der er nok noget om snakken.



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Selskabsrejsen

Helligtrekonger