Familien Hansen i Madrid

Her er lidt koldt for tiden. Vi har haft nattefrost i et par uger. Faktisk har vi haft is på bilruderne. Det er ellers lang tid siden, vi har prøvet det. Isskraberen ligger i hvert fald stadig langt nede i en flyttekasse. Men selv om det er koldt om natten, er det nu godt vejr om dagen. Solskin og op til 15 grader. Det kan godt gøre det svært at finde ud af, hvilket overtøj man skal vælge. Fra Madrid kan vi se bjergene, og der er sne på for tiden. Så sidste weekend tog vi en tur i bjergene for at kælke. Drengene var vilde med konceptet. Se deres store smil: Det var godt, at kælken endelig kom i brug. Den blev pakket ned for fem år siden og har været med på rejsen Danmark-Australien-Spanien. Den bærer stadig mærket på fra den første flytning. Drengene havde det rigtig sjovt, og det var også rigtig sjovt at kigge på dem. Prøv at se denne video. Man kan næsten ikke undgå at grine:

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Vi har fået en frygtløs dreng. Og det kan da godt være, at der sidder nogle læsere derude og tænker, at hans forældre også er nogle vovehalse. Problemet er bare, at Thomas og jeg begge har tendens til køresyge, søsyge osv Det sætter sine begrænsninger f.eks. i forlystelsesparker. Men nu er William jo vild. Og vild med at køre i rutsjebaner. Jo vildere jo bedre. Mens vi har boet i Madrid har vi haft årskort til Parques Reunidos. Det gælder blandt andet til to vandland, to zoologiske haver og to forlystelsesparker. Så der er mange timers underholdning i sådan et kort. Vores favorit er Warner Park, hvor vi har været et par gange. Til forældrenes held var der højdebegrænsninger på de vildeste forlystelser. Skidt for William, når man ligger i den lave ende af vækstkurven. Til sidst var der ingen vej udenom. Og som de ansvarlige forældre var vi med ham oppe at prøve både Superman og Batman. Begge dele, begge to. Thomas klarede dem begge p...

I Spanien fejrer de jul d. 6. januar, som er helligtrekonger. Eller det vi efterhånden forstår ved jul. For de fejrer Jesu fødselsdag juleaften, men de får først gaverne til helligtrekonger. Helligtrekongersaften, altså aftenen før helligtrekonger, er der i alle både store og små byer et optog med de tre vise mænd, som deler slik ud. Til dette formål har tilskuerne en paraply med, som de vender på hovedet for at opsamle slikket. Om aftenen sætter børnene lidt mad og drikke frem til de hellige tre konger og deres kameler samt et par sutsko i håb om at få en gave. Men så er spørgsmålet jo, om man har fortjent en? Derhjemme truer vi børnene med, at de kun får gaver, hvis de har opført sig ordentligt. Her får de søde børn gaver, og de uartige børn får kul. Nogle spøgefugle har derfor sørget for at producere sukkerkul, sukkerknalder der ligner kul. Det ser således ud:

Vi tog til Granada for at fejre nytår og havde sikret os billetter til Alhambra i så god tid, som man nu kan, når de først sættes til salg tre måneder i forvejen. Billetterne er svære at få, men er til gengæld ikke særligt dyre. Vi glædede os til at vise drengene ikke bare Alhambra men også selve Granada, som er en virkelig hyggelig by. William har her i efteråret haft et emne i skolen om Maurernes indflydelse i Spanien, så det var også lidt af en studietur. Det viste sig dog, at drengene ikke var sønderligt interesserede i Alhambra. Måske fordi der var for mange mennesker. Måske fordi det var en aftentur og de var ved at være trætte. Måske fordi de brugte al deres energi på at gå op ad bakken fra byen. Turen var alligevel en stor succes. Drengene var ligesom os vilde med byen. De synes, at der var mange dejlige caféer og tehuse. Her er deres favoritoplevelser: Fondue på restaurant. I vores familie er det en tradition at spise fondue nytårsaften, og jeg var blevet advaret om på fo...

Phillips skolekomedie handlede i år om opdagelsesrejser. Hans klasse skulle vise, hvordan New Zealand fremstod, da de europæiske opdagelsesrejsende først kom dertil. De udførte til Phillips store glæde maori-krigsdansen Haka. Det var tydeligt, at han nød det, for vi kunne høre hans stemme helt ned på bagerste række i auditoriet. Jeg kan godt forstå hans entusiasme, som højst sandsynligt skyldes minder fra vores ferie på New Zealand, hvor vi oplevede Haka'en, men hans evner til at optræde må tilskrives eget talent. Det er i hvert fald ikke noget, han har med hjemmefra. Photo credit: ICS Photo credit: ICS William sammen med Maorier i 2015