Granada

Vi efterlod børnene i mormor og morfars varetægt for at tage til Granada og se Alhambra, som er Spaniens mest besøgte turistattraktion med ca 8.000 besøgende om dagen. Der er kun et begrænset antal billetter til rådighed per dag, så det gælder om at bestille i forvejen. Det havde jeg selvfølgelig klaret, og der var også andre ting på programmet. Vi lagde ud med en guidet tur på Segway. Eller det troede vi. Det viste sig, at jeg havde bestilt en Night Adventure Tour, som er en almindelig guidet tur til fods på tre timer. Guiden stillede spørgsmål, som vi troede kun var sjov, men det var det ikke. Og det var heller ikke for sjov, at det hed en adventure tour. Vi fik historier om Alhambra og det arabiske kvarter Albayzin på vejen op ad et bjerg med flot udsigt til Alhambra. På vejen ned så og besøgte vi hulerne i Sacromonte, hvor folk bor, nogle mere officielt end andre. Turen sluttede med pandelampe på op ad små stier til en gammel tunnel, som havde været en hemmelig indgang til Alhambra. Fed tur.








Alhambra er et stort område, der består af både en borg, et palads, et slot, et haveslot, en kirke, haver, huse, porte mm. Der ligger også to hoteller: et parador og et billigt men meget charmerende hotel. Vi boede på sidstnævnte. Vi var derfor hurtigt klar næste morgen. Der var mange mennersker og mange grupper, men vi nød at gå rundt for os selv og havde købt en elektronisk guide til formålet.







Om eftermiddagen var vi på Hammam, hvor vi fik varme bade, myntete og massage. Men så var der heller ikke andet tilbage på programmet end at nyde byen og de arabiske butikker, restauranter og tehuse.






Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Selskabsrejsen

Oliven i lange baner

Helligtrekonger