Familien Hansen i Madrid

Jeg tog drengene med på sprogskole i en uge i Salamanca for at lære spansk. Vi boede som rigtige studerende på et kollegium, hvor vi også spiste morgen- og aftensmad. Thomas skulle blive hjemme og arbejde, men havde fornøjelsen af at være vores chauffør.  Drengene gik på en camp. De var der dog kun til selve sprogkurset, hvor andre børn enten var der indtil aftensmaden eller overnattede der. Jeg gik på en anden skole og følte mig ung sammen med de andre studerende i min klasse på 19 og 20 år. Det mindede mig om min studietid i Frankrig. For 20 år siden! Drengenes skole lå i den ene ende af byen og min i den anden, så jeg fik da min daglige motion. I flotte omgivelser.

Hvis William var en ludobrik, var han slået hjem nu. Sådan føler han det i hvert fald. Han har i dag fået bøjle på. Ifølge tandlægen er hans mund for lille og hans tænder for store, så de prøver at få munden til at passe til tænderne. Han måtte ikke spise i en time bagefter, så vi kørte en tur til Chinchon for at få frokost. Byen er kendt for sin plads af uregelmæssig form, som er omkranset af huse i to til tre etager med balkoner. Pladsen bruges til tyrefægtning i oktober. Chinchon har et tårn uden en kirke og en kirke uden et tårn. William har lidt svært med at tale med sin nye bøjle på. Phillip har derfor øjnet muligheden for endelig at få et ord indført. Nu troede vi ellers lige, vi kunne hvile ørerne lidt.